Normal drift

Læseboost – 100 bogsamtaler med 13-årige

I dag skal I høre om det første, af i alt syv inspirerende projekter, som er årets udvalgte.

100 bogsamtaler med 13-årige er et projekt der sætter fokus på det kritiske tidspunkt hvor mange børn typisk dropper frilæsningen.

Projektet har en løsning på dette og løsningen er en personlig indsats til den enkelte 13-årige.

Mere præcist vil ALLE Fredensborg Skoles 13-årige elever blive tilbudt TRE personlige samtaler med en skolebibliotekar. Samtalerne vil give den enkelte elev vejledning, til at finde bøger der passer lige præcis til dem, og give hver elev et mere privat rum til læsevejledning.

Projektet er allerede i gang med stor succes. Men succesen gør også at der kræves langt flere fysiske og helt nye bøger på biblioteket.

DBK synes projektet er ideelt til at fremme læselyst. Det er målrettet en målgruppe som er notorisk svær at engagere, men Fredensborg Skole har bevist at de formår at kombinere individuel vejledning med kollektiv samhørighed.

“Det glæder mig enormt at mit LÆSEBOOST-projekt på Fredensborg Skole er en af de udvalgte projekter.

Jeg håber sådan at vores erfaringer med at løfte teenageres læselyst gennem nære samtaler, interesse og relation til elevlæserne kan inspirere andre skoler.

At det nytter at sætte tid af til seriøse samtaler med hver enkelt elev, ikke kun for dennes læseløft og læseglæde, men også for en bedring af skolens læsekultur.

Vores unge vil faktisk gerne læse… men de skal hjælpes grundigt og ikke mindst oprigtigt i gang.” fortæller Ida Kongsø, Skolebibliotekar og kommunal PLC-koordinator i Fredensborg.

Følg med her og læs om de seks projekter og deltag gerne i Bogforum den 4. november, hvor det afsløres hvilke projekter der modtager fondsstøtte i år.

Søg på dbk.dk: