Normal drift

Asger Schnacks mest personlige og rørende digtsamling – lyt med i Skønlitteratur på P1

Kære boghandler

En af vores vigtigste digtere, Asger Schnack, har udgivet sin til dato mest personlige digtsamling: "Det var mit system at elske". Om kærlighed og sorg, om at miste den allernæreste, sin ekskone og sine børns mor. Forsidefotoet er af dem som unge, og det har ligget i hans pung i 50 år.

SKØNLITTERATUR PÅ P1 har i den anledning lavet et flot portrætprogram om Asger Schnack, om kærligheden og de tabte livsvidner, om hans lange litterære virke og naturligvis digtsamlingen. Det bliver sendt i dag, og du kan høre det her: https://www.dr.dk/lyd/p1/skoenlitteratur/skoenlitteratur-2026/kaerligheden-er-det-eneste-ord-11032603073

Digtsamlingen har også fået en stærk anmeldelse i Information, hvor Erik Skyum-Nielsen bl.a. skriver: ”rummer en lethed, der rimer på lyrisk risikovillighed”, og bibliotekernes begejstrede lektørudtalelse understreger, at den er god til læsekredse, ”da digtene er korte og skrevet i et enkelt sprog og åbner for samtaler om fælles, menneskelige erfaringer”.

at sige farvel
er den ild man siger farvel til
fra nu af ser man kun
nedbrændte huse

at sige farvel
er kun ét ord

*BESTILLING: Asger Schnack: Det var mit system at elske. ISBN 978-87-94299-31-2. 92 sider, hæftet. Vejl. 199 kr. inkl. moms. 39 % rabat. Bestil via BogPortalen.*

OM DET VAR MIT SYSTEM AT ELSKE
81 digte om kærlighed og sorg, fortid og nutid. Asger Schnack debuterede i 1967, og han har gennem hele sit forfatterskab beskæftiget sig med universelle og almenmenneskelige tematikker, således også i denne digtsamling. Samtidig er dette hans mest personlige digtsamling til dato: På forsiden er et foto, som har ligget i forfatterens pung i 50 år, og digtsamlingen kredser om tabet af de næreste, dem der har været livsvidner gennem årtier.

ASGER SCHNACK (f. 1949). Debut med digtsamlingen "Øjeæbler" i 1967. Har siden udgivet en lang række digtsamlinger, essaysamlinger, romaner, børnebøger og biografier, bl.a. senest digtsamlingen "Lys og skygge er det samme" (2023) og fortællingen "Den påtvungne sommerfugl" (2025).

Skriv eller ring endelig, hvis der er nogen spørgsmål. Rigtig god dag i det fortsat (lidt?) for kolde & hvide.

Bedste hilsner Christel Sunesen

Ekbátana
Tlf. 29248379
www.ekbatana.dk

Søg på dbk.dk: