Herman Bangs erindringsroman ‘Det grå hus’ er nu udkommet på Alias Forlag. Nyudgivelsen er nænsomt tilnærmet nutidig retskrivning, loyal mod den oprindelige tekst og tegnsætning i Herman Bangs karakteristiske impressionistiske stil. Som alle Alias-bøger er den illustreret.
‘Det grå hus’ er en selvbiografisk men fiktioneret fortælling om livet i bedstefarens fornemme men stive hjem i Amaliegade i København, hvor forfatteren boede som ung mand i slutningen af 1870’erne. Romanens Hans Excellence Doktor Hvide er baseret på Herman Bangs farfar, den berømte læge Ole Bang.
Romanen er ladet med stemninger og præget af undertrykte følelser. Karaktererne træder frem gennem tanker og replikker, og hovedpersonerne er desuden portrætteret i oliepastel af Rikke Aarøe Carlsen. Herman Bangs alter ego, den unge Fritz, samt Hans Excellence er tegnet efter fotoforlæg af hhv. Herman Bang som ung og hans bedstefar Ole Bang.