Driftsstatus: Normal drift. Den opgraderede Bogportal er live! Klik her for yderligere status og fremdrift

Parforhold og autisme – det gode, det svære og det praktiske

Kærlighed ser ikke ens ud for alle. Når autisme er en del af et parforhold, kan forskelle i kommunikation, konflikter, intimitet, energi og behovet for ro eller forudsigelighed få stor betydning for hverdagen. Bogen sætter fokus på overset side af autisme: Hvordan får man familieliv, kommunikation og intimitet til at fungere, når man selv, ens partner eller begge har autisme?

Det er nogle af de temaer, som psykolog og forfatter Cathriona Cantio undersøger i den nye bog PARFORHOLD OG AUTISME. Med afsæt i sit arbejde med autisme og en særlig interesse for relationer sætter hun fokus på, hvordan autisme kan spille sammen med kærlighed, intimitet og hverdagsliv. Med afsæt i forskning, klinisk erfaring og genkendelige cases viser PARFORHOLD OG AUTISME hvordan par kan forstå hinandens forskelle og styrke kærligheden, når autisme er en del af forholdet.

Konkrete redskaber til større forståelse:
I bogen tager Cantio læseren gennem temaer som identitet, kommunikation, konflikter, familieliv, intimitet, maskering og følelsesregulering. Samtidig giver hun konkrete refleksionsspørgsmål og øvelser, som kan gøre det lettere at navigere sammen – både før, under og efter hverdagens konflikter.

"Bogen er skrevet med et ønske om, at flest muligt kan genkende sig selv eller deres partner, uanset neurotype, identitet, køn eller seksualitet", skriver hun i bogens forord.

For at afspejle den mangfoldighed, der findes blandt autistiske mennesker og deres relationer, rummer PARFORHOLD OG AUTISME en række casehistorier inspireret af virkelige oplevelser. Historierne viser forskellige måder, autisme kan komme til udtryk i et parforhold på, og understreger samtidig, at der ikke findes én måde at være autistisk eller at være i et parforhold på.

PARFORHOLD OG AUTISME henvender sig til autistiske mennesker og deres partnere, men kan også læses af fagpersoner og andre, der ønsker en dybere forståelse af autisme i nære relationer.

• Forfatter: Cathriona Cantio
• Sider: 204
• Pris: 269 kr.
• Udgivelsesdato: 27. august 2026

Søg på dbk.dk: