”En strøm af nye bøger vil have os til at tænke på os selv som natur. Mennesket ER natur, og derfor skal vi også blive bedre til at behandle resten af naturen ordentligt.
Er der brug for at minde os om dét?”
Således præsenterede radiovært Carsten Ortmann årets første Supertankerudsendelse på P1, som blev sendt 5. januar med emnet ”ER VI SELV NATUR?”
125.000 lyttede med live den mandag, og man kan selvsagt formode, at lyttertallet er vokset en del siden. Naturen er med andre ord et STORT tema hos befolkningen herunder også den læsende del, der er ved at få øjnene op for den yderst samfundsrelevante og samtidig højlitterære genre inden for litteraturen, der betegnes som ’nature writing’.
Genren har været stor i USA og England i mange år, og i den her tid ser den endelig ud til også at være ved at slå igennem i Danmark.
Den udvikling vil Forlaget Storywalks meget gerne være med til at udbrede, og det var grunden til, at forfatter Trine Vendelboe Juul var med som den ene gæst i DR studiet 5. januar.
Med afsæt i hendes bog ”Jeg, en vandrer – et rejseessay om tro, håb og kærlighed”, der i stor udstrækning er et kærligt kampskrift for naturen, talte hun varmt om hele ’nature writing’ litteraturen, bakket op af bioetiker og forfatter Mickey Gjerris, der var med som den anden gæst.
Sammen var de to forfattere inde på mangt og meget herunder evolutionshistorie, øko- og klimakrise, dybdeøkologi, produktionsdyr, vandringens livsfilosofi og ikke mindst, hvordan vi kan udøve, udvise og oplære flere i et tættere og mere kærligt forhold til naturen..
I kan høre udsendelsen her: https://www.dr.dk/lyd/p1/supertanker/supertanker-2026/er-vi-selv-natur-11032611021
Ønsket med denne nyhed til jer boghandlere er derfor en kærlig opfordring til at have mere fokus på bøger inden for nature writing genren – fx ved at præsentere dem mere samlet på hylderne, så I understøtter den voksende interesse for og gryende forståelse af denne genres bredde, dens samfundsmæssige væsentlighed og ikke mindst dens litterære værdi, som vækker glæde hos læserne.
Anmeldelser af ”Jeg, en vandrer – et rejseessay om tro, håb og kærlighed” er vedhæftet 🙂
Gode nytårshilsner, Forlaget Storywalks
www.storywalks.dk