MIT BARN HAR DLD er en varm, praksisnær og forskningsbaseret guide til forældre, der ønsker at forstå deres barns sprogvanskeligheder bedre og støtte barnets deltagelse, læring og udvikling.
DLD er en af de mest udbredte udviklingsmæssige sprogforstyrrelser hos børn. I en almindelig skoleklasse er der i gennemsnit to børn med en udviklingsmæssig sprogforstyrrelse, DLD. Det svarer til cirka 7,5 % af alle børn.
Den påvirker både barnets evne til at forstå og bruge sprog. Alligevel bliver diagnosen ofte overset eller misforstået. Den første bog på dansk hjælper forældre til børn med DLD til at forstå barnets udfordringer og støtte det i hverdagen.
Vanskeligheder med sproget kan få betydning for barnet langt ud over selve kommunikationen. De kan påvirke læring, venskaber, deltagelse i fællesskaber, selvværd og trivsel.
Som forælder kan det være svært at forstå, hvad der ligger bag barnets udfordringer – og ikke mindst, hvordan man bedst kan støtte sit barn. Hvorfor misforstår barnet beskeder? Hvorfor er det så svært at finde de rigtige ord? Og hvad kan man som forælder gøre i hverdagen?
I MIT BARN HAR DLD går audiologopæd og DLD-specialist Sahra Mengal tæt på DLD og de udfordringer, der kan følge med. Hun kombinerer forskningsbaseret viden med genkendelige cases og giver forældre et sprog for det, de måske allerede oplever: At deres barn ikke nødvendigvis mangler vilje, men kan mangle sproglige forudsætninger for at forstå, deltage og blive forstået.
Bogen henvender sig til forældre, bedsteforældre og andre voksne omkring børn med DLD.
• Forfatter: Sahra Mengal
• Sider: 168
• Pris: 249 kr.
• Udgivelsesdato: 8. september 2026