Driftsstatus: Normal drift. Telefonerne i kundeservice er lukkede fra 13.30-14.05. grundet internt møde.

Information til Forlag

Velkommen til den opgraderede Bogportal

Som administrator har du modtaget en mail med et link, hvor du kan tilgå den opgraderede Bogportal.  

Brugernavn: “Indtast den e-mailadresse, som du har modtaget info-mailen på” 

Adgangskode: Klik på glemt adgangskode. 

Den eksisterende Bogportal vil, som vanligt, fungere som samhandelsplatform mellem forlag og boghandlere frem til og med den 14. september. URL-linjen til den opgraderede Bogportal skifter først til Bogportalen.dk, når vi d. 15. september slukker for den gamle Bogportal. 

Til en start skal du:

  • Sørg for, at relevante medarbejdere er klar til at tage den nye løsning i brug. 
  • Orientér dig i den opgraderede Bogportal inden Go Live. 
 

Uge 36 – og frem mod tirsdag d. 15. september

Fra nu af går vi ind i projektets vedligeholdelses- og valideringsfase. Det betyder, at produkt stamdata, prisregler og kampagner skal vedligeholdes både i den nuværende Bogportal og i den opgraderede Bogportal. Bemærk, den opgraderede Bogportal er det endelige produktionsmiljø, hvorfor dine eventuelle ændringer træder i kraft, når vi går live. 

Det er vigtigt at gennemgå og validere følgende i den opgraderede Bogportal for at sikre, at data er korrekt overført:

  • Rabatbogstaver (primært tidligere NBC-forlag)
  • Prisregler og kampagnerOBS! Det er ikke muligt at oprette prisregler, før I modtager direkte besked. Vi forventer at prisregler er konverteret sidst i denne uge (uge 36)
  • Kontrakter
 

OBS! Egne oprettede kontrakter på specifikke kunder og kæder bliver ikke overført, og I skal selv oprette disse. Derudover er retur- og købskontrakter samlet til én kontrakt i den opgraderede Bogportal.

 

Webinar: Bliv klar til den opgraderede Bogportal 

En opgraderede Bogportal betyder også nye funktioner og arbejdsgange, som vi alle skal vænne os til. 

For at sikre den bedst mulige onboarding afholder DBK et afsluttende webinar for de forskellige kundegrupper inden Go Live. 

Webinaret giver en 360-graders introduktion til den opgraderede Bogportal og gennemgår de vigtigste funktioner og arbejdsgange med udgangspunkt i den enkelte kundegruppes behov. 

Det skal du gøre:

Tilmeld medarbejdere til det planlagte webinar. 

Vi opfordrer kraftigt alle, der skal arbejde i Bogportalen, til at deltage. Det er den bedste mulighed for at blive fortrolig med løsningen og de nye arbejdsgange inden Go Live. 

Webinar for forlag

Onsdag d. 2. september kl. 13-14.30

 

 

Detaljeret ugebeskrivelse af konverteringspunkter frem mod Go Live:

Uge 34–35: Migrering af data 

I uge 34 og 35 gennemfører DBK migrering af data fra den nuværende Bogportal til den opgraderede Bogportal. 

Migreringen omfatter blandt andet: 

  • metadata 
  • prisregler 
  • kampagner 
  • salgskataloger 


Data trækkes ud af den eksisterende Bogportal primo uge 34 og klargøres herefter til indlæsning i den opgraderede Bogportal.
 

Det betyder, at ændringer, som forlag foretager i den eksisterende Bogportal efter dataudtrækket, ikke automatisk vil være en del af migreringen. 

Det skal du gøre:

Fortsæt med at vedligeholde den eksisterende Bogportal som normalt i uge 34–35. 

Hvis du foretager ændringer efter dataudtrækket, skal du være opmærksom på, at ændringerne også skal foretages i den opgraderede Bogportal, når DBK har meldt migreringen gennemført – forventeligt primo uge 36. 

Det er derfor vigtigt, at I har overblik over de ændringer, der foretages i migreringsperioden.

Efter migreringen: Opsætning af kontrakter

Kontrakter migreres ikke fra den eksisterende Bogportal til den opgraderede Bogportal. Forlagene skal derfor forholde sig til deres kontraktopsætning, når DBK har meldt migreringen gennemført. 

I den opgraderede Bogportal er kontraktstrukturen samtidig ændret. Hvor salgs- og returkontrakter tidligere har været separate, er de nu samlet i én kontrakt. 

DBK har på forhånd oprettet relevante standardkontrakter i den opgraderede Bogportal. Forlag, der alene anvender standardkontrakter, skal derfor ikke oprette disse fra bunden. 

DBK har oprettet følgende standardkontrakter:   

  • Standardkontrakten gælder for alle boghandlere og forhandlere med en standardbetalingsbetingelse på løbende måned + 20 dage.   


Forlag, der har indgået særkontrakter med en eller flere samhandelspartnere, skal derimod selv sørge for, at disse bliver opsat korrekt i den opgraderede Bogportal.
 


Det skal du gøre:  

Når DBK har meldt migreringen gennemført: 

  • Gennemgå jeres kontraktforhold. 
  • Kontrollér, at DBKs standardkontrakter dækker de relevante samhandelsforhold. 
  • Har I særkontrakter med enkelte samhandelspartnere, skal disse opsættes i den opgraderede Bogportal. 
  • Husk, at salgs- og returbetingelser nu håndteres i samme kontrakt. 


Det er vigtigt, at eventuelle særkontrakter er korrekt opsat inden Go Live den 15. september, så de aftalte salgs- og returbetingelser anvendes korrekt fra første dag.
 

Uge 36–37: Begge Bogportaler skal vedligeholdes 

I uge 36 og 37 befinder vi os i en overgangsperiode, hvor den eksisterende og den opgraderede Bogportal skal vedligeholdesparallelt. 

Det er nødvendigt, fordi samhandlen fortsat skal kunne fungere i den eksisterende Bogportal helt frem til Go Live, samtidig med at den opgraderede Bogportal skal være fuldt opdateret den 15. september.   

Det skal du gøre: 

I uge 36–37 skal relevante oplysninger oprettes og vedligeholdes i begge Bogportaler. 

Det gælder blandt andet: 

  • nye udgivelser og metadata 
  • priser og prisændringer 
  • pris- og rabatregler 
  • øvrige relevante produkt- og salgsoplysninger 


Husk samtidig de ændringer, som eventuelt blev foretaget i den eksisterende Bogportal under migreringen i uge 34–35. Disse skal også registreres i den opgraderede Bogportal.
 

Målet er, at de to Bogportaler indeholder de samme aktuelle oplysninger ved Go Live den 15. september. 

Vi er opmærksomme på, at den dobbelte vedligeholdelse medfører ekstra arbejde. Perioden er derfor begrænset mest muligt. 

Ny fælles rabatstruktur – særligt for tidligere NBC-kunder 

Med den opgraderede Bogportal indføres en ny fælles rabatstruktur. 

Når DBK har meldt migreringen gennemført, skal tidligere NBC-kunder derfor være særligt opmærksomme på titlernes rabatkoder. 

Der kan være behov for at ændre rabatkoden på enkelte titler for at sikre, at den korrekte rabatprocent anvendes fremover.Den nye fælles rabatstruktur kan findes på vores hjælpeunivers her   

Det skal du gøre – tidligere NBC-kunder 

Når migreringen er afsluttet: 

  • Gennemgå relevante titler i den opgraderede Bogportal. 
  • Kontrollér, at titlerne har den korrekte rabatkode. 
  • Justér rabatkoden, hvor det er nødvendigt, så den ønskede rabatprocent anvendes. 

Dataleverancer: Fra XML via FTP til ONIX via API 

I forbindelse med den opgraderede Bogportal ændrer DBK både format og distributionskanal for levering af metadata: 

Nuværende løsning: XML via FTP 
Ny løsning: ONIX via API 

Det endelige skifte sker ved Go Live den 15. september 2026. 

Forlag og boghandlere har nu adgang til den opgraderede Bogportal. 

Forlag og boghandlere har de næste to uger til at teste brugen af den opdaterede Bogportal, og opdatere deres katalog. Katalogopdateringerne skal sikre at dataleverancerne er fyldestgørende og klar til brug den 15. september. 

Det betyder at der stadig er mulighed for at teste jeres dataleverance frem til Go-live, men som nævnt, vil dataleverancen først være endelig fyldestgørende den 15. september. 

I uge 37 vil I modtage en ny URL til API. Denne vil træde i kraft den 15. september.
I vil kunne benytte det samme brugernavn og login som I benytter nu.  

Det skal du gøre som datamodtagere 

Hvis du modtager metadata fra DBK: 

  • Sørg for, at din integration til DBKs nye ONIX API er klar. 
  • Planlæg overgangen fra XML/FTP til ONIX/API. 
  • Tag gerne ONIX-leverancen i brug fra primo uge 37, når DBK melder klar. 
  • Vær klar til det endelige skifte den 15. september, hvor den eksisterende XML/FTP-leverance ophører. 

Den 15. september: Go Live 

Den 15. september 2026 går den opgraderede Bogportal live. 

Fra denne dato bliver den opgraderede Bogportal det fælles udgangspunkt for arbejdet med Bogportalen, og samtidig gennemføres det endelige skifte til den nye dataleverance via ONIX/API. 

Efter Go Live: Hypercare og løbende information 

Efter Go Live går DBK ind i en hypercare-periode, hvor vi har ekstra fokus på hurtigt at identificere og håndtere eventuelle fejl og mangler. 

Her vil du kunne orientere dig om: 

  • kendte fejl og problemstillinger 
  • status på identificerede problemer 
  • eventuelle midlertidige løsninger 
  • forventet tidshorisont for fejlrettelser 


Formålet er at skabe størst mulig gennemsigtighed og samtidig sikre, at kunderne hurtigt kan se, om en oplevet fejl allerede er kendt og under behandling.

Vi opfordrer derfor til at tjekke om en fejl eller mangler allerede er meldt ind, for at sikre at vores alles ressourcer bliver brugt optimalt.   

Det skal du gøre 

Orienter dig i oversigten for fejl og mangler nederst på siden her. 

Her vil du kunne se, om problemet allerede er kendt, og hvornår vi forventer det løst. 

 

Vi skal godt i mål sammen 

Implementeringen af den opgraderede Bogportal er en stor forandring – både for DBK og for vores kunder. 

Med et system af denne størrelse og kompleksitet må vi også forvente, at der kan opstå bump på vejen, når løsningen tages i brug i fuld skala.
DBK føler sig godt forberedt til opgaven, og vi har planlagt både migrering, onboarding og hypercare med henblik på at sikre en så god overgang som muligt.
 

Samtidig står vi alle over for nye funktioner og arbejdsgange, som kræver tilvænning. 

Med god forberedelse, tæt dialog og vores kunders hjælp og forståelse er vi overbeviste om, at vi sammen kommer godt i mål med den opgraderede Bogportal. 

Vigtigste datoer og handlinger

 

Hvornår 

Hvad sker der? 

Hvad skal du gøre? 

Primo uge 34 

DBK trækker data ud af eksisterende Bogportal 

Forlag skal holde styr på efterfølgende ændringer 

Uge 34–35 

DBK migrerer data 

Fortsæt arbejdet i eksisterende Bogportal gælder for alle  

Uge 34 (d. 20. august) 

Alt retur skal være oprettet 

Boghandlere skal oprette retur 

Uge 35 (25. august) 

Alt retur skal være godkendt 

Forlag skal godkende eller afvise boghandleres retur.  

Uge 35 (d. 28. august) 

Alt retur godkendt og ombytningspuljer opbrugt 

Boghandlere skal have meldt retur og følgesedler udskrevet. Ombytningspuljer skal være opbrugt. 

Primo uge 36 

Migreringen forventes afsluttet, og login udsendes 

Log ind, opret brugere og kontrollér migrerede oplysninger 

Fra primo uge 36 

Kontrakter skal være på plads i den opgraderede Bogportal 

Forlag med særkontrakter skal opsætte disse 

Uge 36 

Afsluttende webinarer 

Relevante medarbejdere bør deltage   

Uge 36–37 

Begge Bogportaler kører parallelt 

Forlag skal vedligeholde relevante oplysninger i begge systemer 

Primo uge 37 

ONIX/API forventes klar til brug 

Datamodtagere kan begynde at anvende den nye dataleverance 

15. september 

Go Live 

Tag den opgraderede Bogportal i brug 

Efter Go Live 

Hypercare 

Følg informationsforummet for kendte fejl og status 

Spørgsmål til denne side?

Indsend dit spørgsmål i nedenstående formular, så vender vi tilbage hurtigst muligt.

Denne formular er beskyttet af reCAPTCHA. Googles privatlivspolitik og servicevilkår gælder.

Søg på dbk.dk: